De tre spor på Kommunernes KOMBIT-dag i juni

Her kan du læse mere om de tre spor, der er mulige at følge om eftermiddagen på Kommunernes KOMBIT-dag.

Spor 1: Den kommunale drejebog for monopolbrud

Den fælleskommunale drejebog for monopolbruddet har til formål at skildre, hvilke opgaver kommunerne skal håndtere i forbindelse med forberedelsen til – og implementeringen af – de nye fælleskommunale it-systemer.

Det er KOMBITs mål, at drejebogen vil synliggøre opmærksomhedspunkter og bidrage med guidelines, implementeringsvejledninger og andre værktøjer, således at kommunerne kan forberede sig i god tid med henblik på at realisere monopolbruddet.

I dagens indlæg vil seniorkonsulent Nils Rosted fokusere på det konkrete indhold i drejebogen, og der vil blive lagt op til en drøftelse af nuværende og fremtidige behov i forhold til drejebogens indhold. Derudover vil en række konkrete igangsatte initiativer under drejebogen blive præsenteret.

Indlægget henvender sig til it- og digitaliseringschefer samt de personer i kommunerne, der arbejder med og fremtidigt vil være tovholdere/projektledere for monopolbruddet i den enkelte kommune.

Spor 2: Leverandørstyring

Monopolbruddet vil medføre en væsentlig ændring i det kommunale it-marked. En række nye leverandører er allerede, via KOMBITs udbud, trådt ind i markedet og flere står på spring for at komme til. Den øgede konkurrence, og endnu flere kvalificerede leverandører, vil stille krav til kommunernes leverandørstyring.

Derfor har KOMBIT sammen med en række kommuner (Svendborg, Næstved, Favrskov og Odense), udarbejdet en drejebog for leverandørstyring, der har til formål at styrke kommunernes position i forhold til it-udbud samt leverandør- og kontraktstyring. Drejebogen indeholder bl.a. en model for god leverandørstyring, brugseksempler i praksis og særlige opmærksomhedsområder.

I indlægget vil KOMBITs leverandørchef Jesper Bo Seidler præsentere projektet og dets resultater samt gennemgå ”best practice” modellen for leverandørstyring. 

Indlægget henvender sig i høj grad til kontraktsansvarlige og it-controllere.

Spor 3: Lokal organisatorisk indvirkning af digitalisering

Konkurrenceudsættelsen af KMD’s fagsystemer afstedkommer et paradigmeskifte i det kommunale it-marked, som vil få indflydelse på kommunernes lokale it organisering.

En lang række kommuner har i de seneste år arbejdet målrettet med porteføljestyring og programledelse i forhold til den fælles offentlige og fælles kommunale digitalisering. Via kommunernes arbejde har de erhvervet sig en lang række værdifulde erfaringer og stor viden, som vil være omdrejningspunktet for dette spor. Således skal vi se nærmere på, hvordan digitalisering påvirker opgavesammensætningen i kommunen, herunder funktioner, roller og styring.

En kommunal repræsentant (se nederst) vil i dette indlæg fokusere på, hvordan den organisatoriske udvikling hidtil har været og hvordan den forventeligt vil se ud i fremtiden. Oplægsholder vil samtidig bidrage med konkrete handlingsanvisninger og gode råd til, hvordan den enkelte kommune lokalt kan arbejde videre med organisering i forhold til digitalisering.

Indlægget henvender sig ledere, der arbejder med den organisatoriske side af digitalisering – det være sig økonomi-, it- og/eller digitaliseringschefer.

De kommunale repræsentanter, der vil varetage oplægget, er som følger:
D. 6. juni i Roskilde: Digitaliseringschef i Sorø kommune, Bodil Thomsen.
D. 11. juni i Middelfart: Økonomichef i Fredericia kommune, Marianne Rasmussen.
D. 13. juni i Viborg: Udviklingskonsulent i Horsens kommune, Birgitte G. Eriksen.